Breakpoint 2008

breakpoint-2008Jeg er netop kommet hjem fra Breakpoint 2008 og har fået børstet rejsestøvet af mig igen. Det har været et rigtigt godt party, med masser af gode indlæg i konkurrencerne.

Desværre var vejret ikke helt med os og der var simpelthen for koldt til at være udenfor, hvilket ellers plejer at være, hvor en del af festlighederne forgår – her er madstande, servering af øl og drinks, bål at samles omkring og generelt en god og afslappet stemning. I modsætning til sidste år, hvor vi kunne være udenfor i korte ærmer, så måtte vi i år have det varme tøj frem for at kunne holde varmen i sneen.

Jeg har tænkt mig at skrive lidt om indlæggene i konkurrencerne, og her vil jeg især rette fokus på kategorierne Console/Real Wild, Animation/Video, PC 4K Intro og PC Demo som byder på nogle interessante indlæg.

Console/Real Wild

Dette er en kategori, hvor man kan deltage med enhver hardware platform. Vinderen i denne kategori var Linus Åkesson aka. Lft, og han deltog på en maskine som han selv havde bygget til formålet. Han havde bygget en lille computer baseret på en 8 bit CPU, 1 KB RAM, 8,5 KB ROM og skrevet en demo til denne maskine – iøvrigt med en ret godt soundtrack synes jeg. Hans indlæg gik lige ind, og han fik en velfortjent førsteplads med Craft:

Animation/Video

I denne kategori er det muligt at deltage med enten en video eller en animation. Vinderen af denne konkurrence blev den danske gruppe Junkworks, som stillede op med en animation i helt uhørt kvalitet – og med god humor:

PC 4K Intro

I denne konkurrence må produktionen maksimalt fylde 4K eller 4096 bytes – og det altså ikke særligt meget plads. For at sammenligne så fylder et digitalt billede nogenlunde det samme som der kan være på en gammeldags floppy og på den plads vil der kunne være 368 demoer af 4K. Så 4K er altså ikke særligt meget plads. Alligevel har de danske 4K-mestre Loonies formået at presse en ganske imponerende produktion (inklusiv musik) ned på de sparsomme bytes. Produktionen kalder de Atrium:

PC Demo

Dette er den klassiske demo-kategori, og den mest prestigefyldte. Der var nogle utrolig flotte indlæg og igen i år løb Farbrausch med sejren:

Resultaterne fra konkurrencen blev:

1. Masagin – Farbrausch & Neuro

2. Metamorphosis – Andromeda Software Development

3. Shad 3: Whitecoma – Cocoon

Det er interessant at bemærke at både Masagin og Metamorphosis begge er 2D-demoer, hvilket er nyt. Det har i mange år været 3D-demoerne der har domineret, så det er lidt sjovt at vi nu igen ser nogle 2D-demoer. Der ud over, må jeg desværre sige, at jeg ikke er enig i demoernes placering. Selvom Farbrausch har leveret en flot demo, så synes jeg dog at Cocoon har leveret en noget bedre demo, men det er selvfølgelig smag og behag.

Husk nu at demoer skal downloades og ikke ses på Youtube! Download og kør dem på din egen maskine, på den måde får du mest for pengene…