Breakpoint, digital kunst og demoscenen

Påsken nærmer sig hastigt, og jeg er ved at gøre klar til at tage til Breakpoint 2008, som bliver afholdt i den sydtyske by Bingen Am Rhein. Jeg har fået lov af min familie, at tage afsted til det ypperste inden for digital kunst, scene-eventet over alle andre nemlig Breakpoint!

Breakpoint er et træf for folk, der interesserer sig for digital kunst, og her er vi omkring 1000 mennesker der mødes i 4 dage og beskæftiger os med digital musik, grafik, programmering og demo’er.

For dem der ikke ved det, så er en demo en ikke-interaktiv multimedia præsentation, en kombination af musik og realtidsberegnet grafik. Og for at give en smag på, hvad det går ud på, kan du nedenfor se vinderen af demokonkurrencen på Breakpoint 2007 – FR-041 Debris lavet af den tyske gruppe Farbrausch:

Videoen giver en idé om, hvad en demo er. Synes du, det er interessant, så kan jeg anbefale at downloade og køre demoerne på din egen maskine, det er en helt anden og meget bedre oplevelse.

Breakpoint tiltrækker de bedste grafikere, musikere, demo-programmører indenfor demoscenen. Mange af folkene er klassisk skolet, hvilket vil sige, at de har en baggrund indenfor Commodore 64 og Amiga. Disse gamle maskiner lever i bedste stil på Breakpoint. Folk slæber disse vidunderlige og næsten antikke maskiner med, og der bliver udviklet på dem, og de deltager i konkurrencerne. Ja, der er konkurrencer med demo’er alene til de maskiner. Det er ren nostalgi!

På Breakpoint afholdes den årlige Scene Awards, demoscenens svar på Oscar festivallen. Her udnævnes de bedste demoer for det forgangne år.

Der bliver også afholdt forskellige koncerter. Hovednavnet sidste år, var danske PPOT (Press Play on Tape), som spiller live C-64 musik rock’n’roll-style. Bandet består af 6 fyre fra København, som fyrer den af til musikken fra Commandos, Tiger Mission osv. I år har Breakpoint trukket hollandske Reyn Ouwehand til. Reyn Ouwehand er efter min smag, en af de bedste musiker inden for genren og han har lavet en række geniale geninspillinger af gamle C-64 numre.